Sammen arbejder vi med konflikter, kommunikation og nærhed
Parterapi er for jer, der kan mærke, at parforholdet slider, konflikterne fylder for meget, eller at kærligheden er blevet utydelig i hverdagen. Måske skændes I ofte over de samme ting, går i ring i de samme mønstre eller føler, at I er blevet mere roommates end kærester. Parterapi giver jer et struktureret og trygt rum til at stoppe op, få øje på mønstrene – og arbejde aktivt med dem. Jeg arbejder med konkrete og forskningsbaseret øvelser, som skaber stærke relationer i parforholdet.
I min praksis møder jeg ofte par, der oplever gentagne konflikter, negative mønstre og en hverdag, hvor I ikke længere ser hinanden rigtigt. Det kan være sårende kommentarer, manglende intimitet, træthed og irritation, der har fået lov til at bygge sig op over tid. Måske føler én eller begge sig alene, misforstået eller ikke længere elsket, som tidligere.
For nogle par er et konkret tillidsbrud – som utroskab eller svigt – det, der gør, at de søger hjælp. Parterapien er en mulighed for at sætte farten ned og undersøge, hvad der sker imellem jer. I lærer nye måder at kommunikere på, hvor I øver jer i at sige det, der er vigtigt, uden beskyldninger, og lytte til hinanden uden at gå i forsvar. Jeg hjælper jer med at skabe et sprog for det, der er svært at sige, og med at holde fokus på det, der er betydningsfuldt for jer begge.
Et typisk forløb starter med en opstartssamtale, hvor I fortæller om jeres situation, udfordringer og håb for forløbet. Her gennemfører vi også en spørgeundersøgelse, der giver et nuanceret billede af både jeres styrker og de områder, hvor der er brug for særlig opmærksomhed og målrettet indsats. Denne viden bruger vi til at sætte klare mål for parterapien, så I ved, hvad I arbejder hen imod.
Et afgørende skridt for fremtiden
Samtalerne varer 1,5 time, hvilket giver plads til, at begge parter får ordet, og at vi kan arbejde både i dybden og med konkrete øvelser. I vælger selv, om samtalerne skal foregå som fysisk fremmøde i Kerteminde eller online som videokonsultation – og I kan skifte fra gang til gang, så det passer bedst til jeres hverdag. Som en del af et samlet parterapiforløb er der desuden indlagt en gratis individuel samtale til hver af jer, hvor I kan få rum til egne tanker og følelser.
Mit fokus er, hvordan i forbinder jer med hinanden, og at hjælpe jer med at forstå de dynamikker, I er havnet i, og støtte jer i at skabe nye måder at være sammen på. Målet er, at I igen kan opleve tryghed, respekt, kontakt og – hvis det er jeres fælles ønske – kærlighed og intimitet.
Uanset om I står midt i en krise, overvejer at gå fra hinanden, eller blot mærker, at noget bør ændres, før afstanden vokser, er I velkomne til at tage kontakt. Parterapi kan være det afgørende skridt, der hjælper jer til at træffe bevidste valg for jeres fælles fremtid.